Referencer fra tidligere forløb hos mig.
“Matildes rådgivning er professionel og empatisk. Vi oplevede at samtalerne med vores teenager blev lettere, da vi fik et fælles sprog og talte om noget konkret”
Forælder til 17-årig
“Det var en stor lettelse/hjælp, da du tog kontakten til uddannelsesstedet/psykiater for at få forlænget sygemeldingen. Ligeledes har din handleplan skabt overblik og sat skub i, at der skal tages nogle beslutninger, som nu er i proces.”
Forælder til 28-årig
“Tak for din STORE hjælp. Du er mere end en faglig kompetent socialrådgiver, du besidder også stærke og gode personlige egenskaber med din viden, følelser og holdninger til livet.”
Forældre til 28-årig
“Matilde har været en uvurderlig støtte i en svær tid. Hendes indsigt og vejledning har hjulpet mig med at finde ro under min søns afsoningsforløb. Nu skal han snart løslades, og Matilde har hjulpet os med en løsladelsesplan som både han og jeg tror på.”
Forælder til 26-årig
“Du er eksperten i dit liv, jeg er eksperten i at finde vejen gennem systemet.”
Matilde Jespersen
Eksempler på min rådgivning i praksis
-
En familie stod midt i en svær og overvældende situation, hvor deres voksne barn, som ikke længere boede hjemme, kæmpede med alvorlig mistrivsel. Det var en tid præget af bekymring og usikkerhed om, hvordan forældrene bedst kunne støtte den unge uden at presse for meget på.
Jeg talte både med den unge og forældrene på forskellige tidspunkter for at hjælpe med at italesætte de udfordringer og muligheder, som familien selv havde svært ved at få talt igennem. Gennem dialogen fandt de et fælles sprog og en klarhed omkring, hvad der udfordrede dem, og hvad der skulle handles på.
Jeg hjalp med at etablere kontakt til psykiatrien og sikrede en behandlingsplan, som skabte tryghed for forældrene og gav den unge en klar ramme at forholde sig til. Derudover hjalp jeg familien med at pause et uddannelsesforløb, vejlede om økonomiske muligheder via kommunen og tage kontakten til både uddannelsesstedet og psykiateren for at få forlænget en sygemelding.
Med en handleplan fik familien det nødvendige overblik og den ro, der skulle til for at fokusere på at støtte deres unge.
Forældrene fortalte bagefter:
"Det var en stor lettelse, da du tog kontakten til uddannelsesstedet og psykiateren. Ligeledes har din handleplan skabt overblik og sat skub i, at der skal tages nogle beslutninger, som nu er i proces."
-
En mor kontaktede mig i desperation over sin 26-årige søn, som var begyndt på et afsoningsforløb. Hun var bekymret for, hvordan han ville klare sig under afsoningen, og om han ville få den rette støtte, både under og efter forløbet, for at undgå at falde tilbage i gamle mønstre.
Jeg gik ind og analyserede situationen: Hvordan så hans netværk og muligheder ud, hvad var hans behov, og hvilke foranstaltninger kunne sættes i spil for at støtte ham bedst muligt? Jeg hjalp med at etablere en dialog med kriminalforsorgen for at sikre, at han fik adgang til relevante tilbud under afsoningen, som eksempelvis behandling, uddannelsesmuligheder eller mentorstøtte.
Samtidig begyndte vi at forberede løsladelsen tidligt i forløbet. Det handlede om at aktivere de nødvendige foranstaltninger, så han kunne få en god start efter afsoningen – herunder støtte fra kommunen, boligplacering og kontakt til eventuelle beskæftigelses- eller uddannelsessteder. Vi skabte en plan, der gav både mor og søn tryghed i, at der var styr på, hvad der skulle ske, når tiden kom.
Moren udtrykte senere sin taknemmelighed:
"Din hjælp gjorde en verden til forskel. Du sikrede, at han ikke blev overset under afsoningen, og jeg føler nu, at vi har et klart billede af, hvordan vi bedst kan hjælpe ham videre, når han bliver løsladt."
-
Forældrene til en 20-årig datter kontaktede mig, fordi de oplevede, at kommunen ikke anerkendte deres datters behov for hjælp. Datteren var ramt af alvorlig mistrivsel og havde brug for støtte til både bolig og en langsigtet plan, men kommunen vurderede, at hun ikke opfyldte kriterierne for hjælp. Forældrene følte sig magtesløse og havde svært ved at forstå, hvordan de skulle navigere i lovgivningen og systemet.
Jeg hjalp familien med at gennemgå deres sag og finde frem til præcis, hvor og hvordan de kunne argumentere for datterens behov. Det handlede om at sikre, at kommunens vurdering blev udfordret, og at lovgivningen blev brugt korrekt. Jeg bistod forældrene med at skrive en klage over kommunens afgørelse og sørgede for at tilføje den nødvendige dokumentation fra psykologer og læger.
Jeg deltog også i møder med kommunen som partsrepræsentant og hjalp med at stille spørgsmål og fremlægge forældrenes sag på en klar og konstruktiv måde. Gennem processen lykkedes det at få kommunen til at godkende datteren til støtte i form af en boligindsats og et mentorforløb, som kunne hjælpe hende videre.
Efter forløbet fortalte forældrene:
"Tak for din STORE hjælp. Du er mere end en fagligt kompetent socialrådgiver, du besidder også stærke og gode personlige egenskaber med din viden, følelser og holdninger til livet." -
En 27-årig mand kontaktede mig, fordi han i længere tid havde kæmpet med jobcentret for at få afklaret sin arbejdsevne. Han havde forskellige udfordringer, der gjorde det svært for ham at holde fast i et almindeligt job, men han oplevede, at hans behov og situation blev overset i processen. Han følte sig fastlåst og frustreret over den manglende fremdrift.
Jeg hjalp ham med at få styr på hans sag ved at gennemgå hans tidligere forløb i jobcentret og sætte fokus på de områder, hvor han havde brug for støtte. Vi arbejdede sammen på at kortlægge hans ressourcer og begrænsninger, så hans arbejdsevne kunne vurderes på et realistisk grundlag. Jeg bistod ham i at skrive klare og velargumenterede henvendelser til jobcentret og deltage i møder, hvor vi sikrede, at hans udfordringer og behov blev taget alvorligt.
Efter rådgivningen lykkedes det at få tilkendt et fleksjob, der passede til hans ressourcer og udfordringer. Han har nu fået ro på sin tilværelse og kan fokusere på at opbygge en stabil hverdag.
Han fortalte bagefter:
"Jeg føler, at jeg endelig blev hørt. Matilde hjalp mig med at forstå systemet og finde frem til en løsning, der gav mening for mig. At få fleksjobbet har betydet, at jeg kan trække vejret igen og se fremad."
