At have et barn med dobbelt diagnoser eller komplekse problemer i systemet føles ofte som at navigere i en labyrint uden vejskilte. Mange forældre står magtesløse over for et system, der er bygget op omkring specialiserede indsatser, men som ikke altid taler sammen. Forældre oplever at skulle være koordinatorer, advokater og følelsesmæssige støtter på én gang – alt imens de ser deres barn kæmpe med udfordringer, der sjældent kan løses af én instans alene.

Forestil dig en ung, der er diagnosticeret med både angst og ADHD, modtager kontanthjælp, går i misbrugsbehandling og er tilknyttet psykiatrien. Hver sektor – jobcenteret, psykiatrien, misbrugscenteret – har sit eget fokus og sine egne mål, men ingen har det fulde overblik. Forældrene bliver ofte dem, der skal samle brikkerne i det puslespil, som udgør deres barns liv, men de mangler både kant og ramme til at få billedet til at gå op.

Systemet er skabt til at hjælpe, men det kan føles uoverskueligt og fragmenteret. Hver afdeling arbejder ud fra egne procedurer og lovgivninger, hvilket kan resultere i, at vigtig information går tabt mellem sektorerne. Forældrene står ofte tilbage med spørgsmålet: Hvem har egentlig ansvaret?

Det betyder, at de selv skal holde styr på journaler, møder, henvisninger og opfølgninger – samtidig med at de forsøger at bevare deres barns tillid og motivation. Derudover står mange forældre i et spændingsfelt mellem at beskytte deres unge og give dem ansvar for deres egen udvikling. Når den unge er myndig, kan det være særligt svært, fordi forældre pludselig mister formel adgang til information og beslutningsprocesser, selvom de stadig er dybt involveret i hverdagen.

Forældre til unge med komplekse udfordringer oplever ofte en konstant bekymring. Vil mit barn få den rette behandling? Kommer de videre med uddannelse eller job? Er de i fare for at falde tilbage i misbrug? Denne vedvarende stress kan føre til følelsen af afmagt, sorg og udmattelse, samtidig med at håbet om bedring og stabilitet holder dem oppe.

Samtidig skal forældrene håndtere deres egen frustration over systemets begrænsninger. De oplever at råbe højt for at blive hørt og kæmpe for at få den rette hjælp, men støder ofte på lukkede døre eller lange ventetider.

Når der er tale om komplekse problemstillinger, er det afgørende, at systemet arbejder sammen på tværs af sektorer. Der er behov for helhedsorienterede løsninger, hvor fokus ikke kun er på diagnoser og behandlinger, men også på de sociale og praktiske rammer, der kan støtte den unge i at opbygge et stabilt liv.

Det kræver, at alle involverede parter – psykiatrien, jobcentret, misbrugsbehandlingen og familien – kommunikerer og koordinerer indsatsen. Det betyder også, at forældre skal inddrages aktivt som samarbejdspartnere, så de ikke står alene med ansvaret for at binde systemet sammen.

At være forælder til et barn med komplekse behov kræver en særlig styrke. Men ingen kan klare det alene. Derfor er det vigtigt, at forældre også får adgang til rådgivning, netværksgrupper og professionel støtte, der kan give dem strategier til at navigere i systemet og styrke deres egen trivsel.

Forældrenes kamp handler ikke kun om at sikre den unge en bedre fremtid – det handler også om at bevare deres egen energi og håb undervejs. De har brug for at vide, at de ikke er alene, og at der findes løsninger, selv når vejen frem føles som et uoverskueligt kaos.

Det kræver mod at stå i stormens øje og kæmpe for sit barns bedste, når verden omkring føles opsplittet og uoverskuelig. Men med den rette støtte, samarbejde og struktur kan brikkerne i puslespillet begynde at falde på plads – og give både den unge og deres familie håb om en bedre fremtid.